Første internationale medlem i Rotary Billund

Klubbens nye medlem Raluca Lucacel mellem Karin Pedersen, formand for udvalget for Nye Medlemmer, og klubbens præsident Preben Jensen. Privatfoto


Rotary Billund optog i aftes for første gang et medlem fra gruppen af nye og internationale borgere i Billund. Det er rumænske Raluca Lucacel, som for et par år siden flyttede til Billund fra Cluj-Napoca – hvor hun i øvrigt også var medlem af den lokale Rotary Klub.

– Med optagelsen af Raluca Lucacel som medlem af Billund Rotary, tager vi måske hul på en helt ny udvikling. Jeg tror, at flere af vore nye internationale borgere vil blive medlem på sigt. Vore møder, foredrag mv. vil dog fortsat blive afholdt på dansk, siger Preben Jensen, der er præsident for klubben i Rotaryåret 16/17.

Og netop sproget er også noget Rotary Billund kommer til at have fokus på:

– Selv om Raluca taler dansk på et rimeligt niveau, så har jeg indvilget i at være mentor for hende indtil videre, så hun får en god start i Billund Rotary, lyder det fra formanden for Udvalget for Nye Medlemmer, Karin Pedersen.

Der er i øjeblikket 34 medlemmer i Billund Rotary Klub.