Første spadestik til Børnenes Univers Grindsted Syd

Borgmester Ib Kristensen fik god hjælp til spadestikket af de mange børnehavebørn. Foto: Billund Kommune.


Med dagens første spadestik i jorden er byggeriet af den nye aldersintegrerede institution, Børnenes Univers Grindsted Syd, skudt i gang. Borgmester Ib Kristensen fik god hjælp fra mange af de børn, der kan se frem til nye rammer.

I planlægningsprocessen af det nye børneunivers har både personale, ledelse og børn været involveret. Det har ført til en planløsning med flere huse for at sikre en pædagogisk funktionel bygning, der skal samle de fire nuværende matrikler under ét tag.

– Vi er hjemsted for Børnenes Hovedstad, så naturligvis er børnene en del af planlægningen af et byggeri, hvor de skal tilbringe meget tid hver dag, sagde Ib Kristensen i sin tale. Han mener placeringen af børnehaven på Cirkuspladsen på Søndervold i Grindsted nærmest er helt perfekt.

– Der er i høj grad taget hensyn til børnene og deres forældre, for børneuniverset ligger i en fornuftig afstand til de eksisterende børnehaver, og de områder, hvor børnene primært bor, og så har vi boldbaner og idrætshal lige i nærheden, sagde Ib Kristensen.

Det nye Børnenes Univers Grindsted Syd skulle gerne være klar til indflytning i slutningen af foråret 2019.