Folkene bag Theo & Den Magiske Talisman gæster Museumscenter Karensminde

PR-foto: DR


Lørdag d. 15. december besøger instruktør og hovedforfatter Peter Gornstein, samt producer Nynne Selin Eidnes Museumscenter Karensminde. Her vil de ad to omgange fortælle om arbejdet med at lave julekalenderen, fortrinsvis ud fra publikums spørgsmål.

Årets julekalender på DR1 har fået en lidt blandet modtagelse, især blandt det voksne publikum.

”Der er jo ingen nisser med”, er det største kritikpunkt for mange– men det er et helt bevidst valg fra medforfatter og instruktør Peter Gornstein.

– Jeg synes det er dejligt, at public service tør rumme det, frem for bare at skrue op for nissebarometret igen. Der er masser af jul og masser af hygge i den her julekalender, men vi prøver også at komme med noget andet end bare almindelig julehygge. Vi vil gerne fortælle et moderne juleeventyr for hele familien, siger Peter Gornstein.

Theo & den Magiske Talisman handler om drengen Theo, der er bedste venner med sin morfar Harald. Men da morfaren bliver alvorligt syg op til jul, rejser Theo ind i den magiske verden Thannanaya for at få sin morfar tilbage. Det magiske og eventyrlige element er derfor gennemgående i julekalenderen.

Samtidig behandler julekalenderen nogle af de temaer, som kan være svære at tale om i familien, men som for mange fylder rigtig meget især i juletiden og åbner på den måde for muligheden for, at få snakket om disse ting i familien.

Foredraget vil foregå i laden på Museumsgården Karensminde kl. 11 og kl. 13. Fortællingerne vil primært tage udgangspunkt i publikums spørgsmål, og kan derfor variere fra gang til gang. Hver foredragsrunde varer ca. 45 min. Der er gratis adgang til foredraget, når entréen er betalt.

Børn er velkomne til foredraget, men hvis det kniber med koncentrationen for de mindre, er det kreative værksted åbent i vognporten lige ved siden af laden. Her kan man hele weekenden d. 15. og 16. lave gammel og ny julepynt, samt sjælevinduer i glasmosaikker. Priserne her er mellem 5-20 kr./del.