Folkeskoleelever tester DM-banerne

Der var godt gang i banerne mandag formiddag da 4. og 7. klasser fra hele kommunen deltog i KidsVolley-turneringen.


Billund kommunes 4. og 7. klasser mødtes i dag til beachvolleyturnering på den plads foran LEGO House, der midlertidigt er indrettet til strandområde.

Her skal der i den kommende weekend spilles Billund City Beach Grand Slam, der er en afdeling af DM i beachvolley. Forud for weekendens højdepunkt er der her i ugen op til masser af aktiviteter på pladsen mellem LEGO House, Hans Jensens Vej og Gammelbro.

I dag var det altså KidsVolley med 4. og 7. klasserne som deltagere, og fredag formiddag er det ISBs 7. klasses elever, der skal prøve kræfter med beachvolleysporten.

I morgen omdannes banerne imidlertid til strandhåndboldbaner, idet Billund IF i samarbejde med Danmarks Håndbold Forbund afholder beachhåndbold-turnering for områdets lokale klubber.

Onsdag er der om formiddag legedag for de mindste på pladsen, hvor der blandt andet bygges sandslotte og om aftenen arrangerer Stenderup-Krogager IF beachvolleyturnering sammen med DGI. Torsdag byder på Pop Op Volley, hvor alle der har lyst bare kan indtage banerne og spille.