Folketingspolitikere på besøg i Billund kommune

Privatfoto


Fagudvalgene i Folketinget tager af og til på studieture rundt i landet for at få syn for sagen og høre om, hvordan tingene foregår ude i virkeligheden. Således lagde Folketingets miljø- og fødevareudvalg og en række folketingsmedlemmer fra hele landet i går vejen forbi Billund og Grindsted. Den lokale politiker Anni Matthiesen, som er Venstres naturordfører, deltog også i turen, der gik omkring Løvlund Dambrug, Billund BioRefinery og Omme Å sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund.

– Det er dejligt at høre om de gode eksempler, vi har her på vores egn. Erfaringerne fra både Løvlund Dambrug, Billund BioRefinery og genopretningen af Omme Å er nogle, som vi skal brede ud i resten af landet. Nu er det vigtigt, at vi politikere tager erfaringerne til os og bruger dem i vores politiske arbejde på Christiansborg. På den måde får vi efter min mening den bedste lovgivning, siger Anni Matthiesen (V).

På turen deltog: DF’erne Pia Adelsteen, René Christensen og Lise Bech, Anni Matthiesen fra Venstre, Liberal Alliances Carsten Bach, de to socialdemokrater Simon Kollerup og Malte Larsen samt , Maria Reumert Gjerding og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. De havde følgeskab af de to udvalgssekretærer Morten Villumsen og Jette Christensen.