Fornem pris til BillundSkolen


Årets Pædagogiske Læringscenter ligger på BillundSkolen. Det fastslog Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre på sit årsmøde i går.

Og det var flotte ord der fulgte med prisen:

– Der er generelt fokus på at bruge litteraturen aktivt, gribe situationen i luften og bruge den til at åbne for at tale om hverdagens udfordringer og problemer, som ellers kan være vanskelige at håndtere, lød det ved prisoverrækkelsen.

Dommerkomiteen har desuden bemærket at der på BillundSkolen formidles boganmeldelser fra elev til elev via QR-koder. For de ældste elever knyttes en dramatisk dimension til for at gøre litteraturen levende.

– En bog bygges om til drama eller nyskrives over et tema, og eleverne får en ”rolle” de skal spille med stemmen, lød de anerkendende ord om Billundskolens pædagogiske læringscenters indsats.

Temaet til årets pris har været ”kreativ litteraturformidling” – en kunst, som Billundskolen altså i sidste ende viste, at de mestrer bedre end de fleste.

– Der er forfatterbesøg i 5. klasse hvert år. I den forbindelse er biblioteket meget udfarende, og forfatterbesøgene er et boost til elevernes læsning. Der er hvert år et arrangement i forbindelse med Orla-prisen, og man benytter sig i øvrigt af book talks, lød det desuden ved prisoverrækkelsen.