Fortjent hæder til mangeårig GGIF-instruktør

Foto: GGIF Gymnastik


Det var en noget nervøs formand for GGIF Gymnastik, Rikke Kirkegaard, der forleden for første gang i sin tid som formand skulle hædre en ganske særlig person ved foreningens sæsonafslutning:

Hæderen tilfaldt Bodil Hirt, der siden 1969 har været aktiv instruktør og initiativtager i GGIF:

– Rigtig mange forskellige hold er det blevet til, bl.a. mor/far/barn hold, zumba og et stort antal kvindehold. Grand Prix gymnastik har en stor plads i Bodils hjerte. Således begyndte hun med ét hold og siden da er det blevet til rigtig mange hold – og mange medaljer og flotte sejre. Bodil rummer både konkurrence- OG breddegymnastik. Hun er kendt vidt og bredt i DGI og GymDanmark, og hun sætter en stor ære i at repræsentere foreningen – ikke blot lokalt men også i DGI Sydvest. GGIF Gymnastik er dit hjerteblod og du betragter foreningen som din forening helt ind i hjertet. Vi sætter stor pris på at have dig med og glæder os til endnu flere sammen med dig, lød det i begrundelsen for at udnævne Bodil Hirt som æresmedlem i GGIF Gymnastik.