Fra musik til energi

Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard


Sidste efterår havde børn og unge i alderen 0-16 år i Billund kommune i den grad gang i fantasien, da de i forbindelse med projektugen Billund Builds Music skulle skabe deres egne musikinstrumenter – og endda spille på dem til en fælles koncert i slutningen af emneugen. I begyndelsen af 2017 går det løs med fantasien igen – denne gang er det blot med energi i stedet for musik i Billund Builds Energy.

– Det er virkelig fantastisk, at vi endnu en gang kan løfte så stor en projektuge sammen. Vi ved, at vores børn får brug for en lang række færdigheder i en verden, der er mere i bevægelse, end den nogensinde har været. Ud over klassisk viden får de i høj grad også brug for blandt andet at kunne samarbejde og tænke kreativt i forhold til nye løsninger. Det er færdigheder, vi træner, når vi sætter legen og nysgerrigheden i centrum for læring, sådan som vi for eksempel gør med Billund Builds, siger formand for kommunens Børne og Kulturudvalg Klara Lyskjær Noer.

Billund Builds Energy vil blive fulgt af forskere og studerende fra Aarhus Universitet og UC Lillebælt, som indsamler viden og dokumentation i løbet af projektugen og efterfølgende udgiver en forskningsrapport om, hvordan erfaringerne fra Billund Builds-projektet kan omsættes i praksis.

– Vi er nysgerrige på at finde ud af mere om, hvad der sker med børnenes lyst til at lære, når de i høj grad selv bliver drivere af processen, og hvordan de voksne i højere grad kan skabe rammer, vejlede og bringe sig selv i spil som rollemodeller og inspiration i stedet for traditionel undervisning, siger Klara Lyskjær Noer.