Frederik og Mary åbner LEGO House

Arkivfoto: LEGO House fb-side


350 gæster samt dansk og international presse er inviteret til åbningen af LEGO House 28. september kl. 13 i Billund.

Indvielsesceremonien byder blandt andet på taler fra Kjeld Kirk Kristiansen, Jørgen Vig Knudstorp, arkitekten af huset Bjarke Ingels og H.K.H. Kronprinsesse Mary. Efter den formelle ceremoni vil det være muligt for de inviterede gæster og pressefolk at bevæge sig rundt i de seks forskellige oplevelseszoner, hvor der er rig mulighed for at teste og udfolde kreativiteten.

Uden for selve huset finder den offentlige fejring sted, hvor alle interesserede kan følge ceremonien fra huset via live-stream og efterfølgende indtage de offentlige terrasser, der også byder på sjove LEGO oplevelser. Der vil desuden være særlige aktiviteter ude foran de lokale butikker i Billund, som i dagens anledning holder åben til kl. 22.

– Åbningsdagen vil være fyldt med sjove aktiviteter, spændende taler og kreative indslag. Og der vil helt sikkert være noget interessant at dykke ned i, uanset hvilken indgangsvinkel man har til at besøge huset, og vi glæder os helt vildt til at vise det frem, siger direktør i LEGO House, Jesper Vilstrup.

Kronprinsparret indvier huset
Blandt de indbudte gæster er Kronprinseparret og H.K.H. Kronprinsesse Mary vil, som den sidste taler, klippe det røde bånd og således markere husets officielle åbning. Herefter vil Kronprinsparret bevæge sig ud i de forskellige Oplevelseszoner i huset.

– Leg og læring er hjørnestenen i LEGO filosofien, og børn er i den henseende rollemodeller for os alle. Med deres nysgerrighed, kreativitet og fantasi lærer de helt intuitivt om den verden, de oplever. Vi er derfor også rigtig glade for, at Kronprinsfamilien besøger LEGO House, og på den måde er med til at inspirere endnu flere til at udfolde deres kreativitet gennem leg, siger Jesper Vilstrup.