Fremgangen fortsætter i Billund Lufthavn

Foto: Billund Photo


Antallet af passagerer i Billund Lufthavn stiger og stiger. I januar måned benyttede 188.979 passagerer Billund Lufthavn, hvilket er en fremgang på 25.887 passagerer svarende til 15,9 % i forhold til januar sidste år.

– Det er en forholdsvis stor stigning både i antal og procenter, og den svarer til de forventninger, vi har haft til starten på året, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

Det er fortsat udenrigsruterne, der trækker væksten. Med 135.414 passagerer er væksten på 25,5 %.

– Fremgangen skyldes, at de nye ruter fra 2016 begyndte i andet kvartal, og dermed vil de fortsat skabe vækst i de første måneder af 2017. Det gælder ruterne til Helsinki og London Heathrow, samt de nye ruter, som Wizzair introducerede i løbet af året, siger Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse.

Til gengæld faldt indenrigstrafikken havde med lidt mere end 10 pct. Forklaringen her er at der er reduktion i udbuddet af indenrigspladser i første kvartal af 2017 sammenlignet med samme periode 2016.

– Alt i alt har det været en god start på året, konstaterer lufthavnsdirektøren.