Fremtidens landsholdsspillere viste sig frem i Billund

Her sender Rene Andersen bolden ind bag den tjekkiske målmand til stillingen 1-0 - kampens resultat. Foto: Billund Photo


Hvem ved? Måske var det nogle af de kommende landsholdsspillere til VM i 2026 vi så på Billund Stadion i går, da det danske U16 future landshold spillede mod Tjekkiet.

Talentet, viljen og ihærdigheden til at kæmpe sig til en plads på “de voksnes” landshold var der i hvert fald, og de unge spillere fik sendt et signal til publikum om, at de kæmper for sagen.

Foran 622 tilskuere på Billund Stadion vandt Danmark aftenens landskamp mod Tjekkiet med 1-0 på et mål scoret af unge Rene Andersen, der til daglig spiller i Esbjerg fB.

Tidligere på dagen vandt et særdeles teknisk dygtigt belgisk landshold 3-0 over Sverige.

På fredag går det løs i fire-nationers turneringen igen, hvor de sidste kampe spilles henholdsvis i Vejen og Billund. Her får publikum i Billund lov at se Sverige-Tjekkiet, der spilles allerede kl. 12.30. Det tidlige kamptidspunkt skyldes, at alle de unge spillere skal flyve hjem fra Billund Lufthavn hen på eftermiddagen.