Friklinikken har fundet sin chef

Torsten Wentzer Licht bliver nu fast leder af Friklinikken i Grindsted. Foto: Region Syddanmark


Torsten Wentzer Licht, der siden 1. december har været konstitueret leder af Friklinikken i Grindsted, har søgt jobbet som klinikchef og fået det.

Det er en mand, der allerede har stor erfaring med den særlige rolle en friklinik har, som nu bliver chef for Region Syddanmarks Friklinik i Grindsted.

41-årige Torsten Wentzer Licht glæder sig over, at han snart kan slå en streg over ordet ”konstitueret.”

– Det er nogle rigtig dygtige og engagerede medarbejdere, der er på Friklinikken, og jeg er både stolt og glad over, at jeg har fået lov til at fortsætte det arbejde vi satte i gang, da vi flyttede fra Give til Grindsted. Et arbejde, hvor vi fokuserer benhårdt på at levere høj kvalitet og give patienterne en rigtig god oplevelse gennem hele forløbet, siger Torsten Wentzer Licht.

Det særlige ved Friklinikken er, at den leverer ekstra kapacitet, når de øvrige sygehuse ikke kan følge med og har lange ventetider indenfor bestemte områder. Friklinikken er derfor kendetegnet ved, at den hurtigt kan åbne og lukke funktioner, så patienterne hurtigere kan komme til.