FriRum skal være stedet alle mødes


Det var især de internationale familier der mødte op da Billund kommune onsdag eftermiddag havde julehygge i det nye FriRum på hjørnet af Hans Jensensvej og Skolevej.

Her lavede FDF Billund bål og serverede gløgg og æbleskiver. Og alt imens nogle folk fra Planafdelingen på Billund Kommune gik rundt og spurgte de fremmødte, hvad deres forventninger er til Playline, som netop har sit udspring ved FriRum. Målet var at få inputs til i hvilken grad Playline benyttes i dag og hvad der skal til før borgerne vil benytte den mere.

Men først og fremmest var meningen med dagens julehygge at gøre opmærksom på FriRum og stedets muligheder.
– Vi vil gerne have at stedet her bliver brugt. Det er til fri rådighed for alle og det bliver også her vi kommer til at fortælle om nyt på Playline. Det her bliver samlingsstedet, siger Mette Wagner Rasmussen fra kommunens planafdeling.

Håbet er at også de unge kan se en mening med at samles her og hænge ud. Der vil altid være et bålfad som kan benyttes, men brænde skal man selv have med.