Frivillige fik trøje som tak for hjælpen

Her er et udpluk af de frivillige efter de har modtaget deres nye BI Crew-trøje som tak for deres frivillige indsats. Foto: Jeppe Donslund


Hovedbestyrelsen i Billund Idrætsforening er så taknemmelig for de mange frivillige kræfter i foreningen at samtlige frivillige nu har fået en trøje – som tak for deres indsats.

– Trøjen er en tak for den kæmpe indsats, der bliver leveret hver dag i foreningen, og skal gøre vores frivillige synlige som en del af den succes, der er Billund Idrætsforening. Med de frivilliges hjælp, er Billund Idrætsforening blevet så stor, at vi er vokset ud af vores nuværende rammer, siger idrætsforeningens formand, Mads Bay, der dog samtidig opfordrer interesserede til at melde sig hos en af foreningerne. Opgaverne er mange og varierende og kan tage enten to timer om ugen eller en halv time om året.

Samtidig sender Mads Bay en opfordring til byens befolkning:

– Som formand vil jeg opfordre Billunds borgere til at være opmærksomme på personer med BI-CREW på brystet. Giv dem en tak for den indsats de gør, for det fortjener de, lyder de rosende ord fra formanden.

I sidste måned holdt foreningen desuden en stor frivillighedsfest for både at ryste de mange frivillige sammen, men også for at takke dem for indsatsen.