Frivillige: Gryden er vores Ibiza

Brødrene Morten og Magnus Kühl, Jesper Mandrup og Christoffer Junker er igen i år at finde blandt de samlet 550 frivillige til Musik i Gryden i Grindsted.


Hvis du skal til Musik i Gryden på lørdag, så send lige et ekstra smil eller giv et klap på skulderen til den der serverer dig en kold fadøl, drink eller burger. Eller for den sags skyld en af de andre 550 frivillige, der er i gang i forbindelse med kommunens største havefest.

Mange af dem har nemlig knoklet det meste af ugen for at gøre klar til og være i gang under festivalen. Blandt dem er de fire kammerater Jesper Mandrup, Magnus Kühl, Morten Kühl og Christoffer Junker. De har de seneste 10-14 år været faste frivillige til at stille op til Musik i Gryden og står også klar lørdag til at løse eventuelle opståede problemer.

– Vi er allesammen fra Grindsted oprindeligt og det her er vores måde at give noget tilbage til byen. Vi hygger os hele ugen, siger noget gas til hinanden og er blevet bedre kammerater med årene, siger Jesper Mandrup.

Men hvorfor ikke tage på drengetur til Ibiza en uge i stedet for at knokle på en festivalplads?

– Det her er vores Ibiza, siger Magnus Kühl ret hurtigt som svar på spørgsmålet.

Når de hver især har knoklet 120 timer i ugen op til festivalen og går hjem søndag morgen kl. 3-4 stykker og op igen ved 10-tiden for at rydde op, siger de hvert år til sig selv: “aldrig mere!”

– Men vi står her jo alligevel år efter år, griner de fire kammerater, inden de tager fat på arbejdet igen med at få skabt et koncertområde til vores allesammens havefest på lørdag.

Der er stadig billetter at få på Musik i Grydens hjemmeside.