Frivilligheden hyldet på Vorbasse Marked

Foto: Jeppe Donslund


DR1 sendte fredag aften programmet “Bare det ikke regner” med Christian Degn (Hammerslag) og Lindy Aldahl (Rigtige mænd) som værter. I tre programmer sætter de fokus på nogle af de arrangementer i sommerdanmark som arrangeres af frivillige.
I løbet af udsendelsen, der blev sendt live fra markedspladsen, skulle der uddeles en pris til en af de utallige ildsjæle i Vorbasse. Det var HC Christensen, der, helt uvidende, blev en del af programmet.
HC, der arbejder i Sparekassen Kronjylland, har i mange år været med til at uddele Årets skulderklap i Vorbasse. En pris sparekassen uddeler til en person i Vorbasse, som har gjort en stor og frivillig indsats for byen. HC har aldrig selv fået Årets skulderklap, fordi han som en del af sparekassen bag prisen ikke har kunnet give den til sig selv, men det skulle der laves om på fredag aften.
For rullende kameraer blev HC hevet ind i lyset og formand for Vorbasse Grundejerforening Brian Madsen holdte en kort tale for HC hvor han fortalte om alle de ting HC er involveret i og hvor meget han gør for Vorbasse og byens foreninger. HC træner en flok foldbolddrenge og de kom også på banen med flotte ord til ham og med sig havde de en gave fra Vorbasse til HC, en tur over for at se Liverpool spille fodbold og da HC er stor fan af Liverpool, blev han tydeligvis glad for gaven.
HC Christensen er blot en af de mere end 1.200 frivillige, der er i gang for at Vorbasse Marked kan lade sig gøre. Markedet i år er nr. 288 i rækken og er i gang til og med lørdag aften.