Kristina Jørgensen – Større fokus på psykiske lidelser


Vi har stillet de samme fem spørgsmål til samtlige folketingskandidater på stemmesedlen i Sydjyllands Storkreds. Efterhånden som svarene tikker ind, deler vi deres synspunkter og holdninger med dig.

Kristina Jørgensen, Dansk Folkeparti

Kreds: Vejenkredsen

Hvad er dine mærkesager?:

HJÆLP TIL PSYKISK SYGE Større fokus på psykiske lidelser. Ethvert patientforløb skal også indebære hjælp til pårørende. Trivslen for psykiatriområdets ansatte skal prioriteres og resultater skal måles i patientsikkerhed og livskvalitet. STRAM UDLÆNDINGEPOLITIK Indvandrere SKAL bidrage til velfærdssamfundet gennem uddannelse og deltagelse på arbejdsmarkedet. Danske love og værdier som ligestilling, demokrati og ytringsfrihed skal overholdes. Kriminelle udlændinge skal afsone i deres hjemland. DANSKE ARBEJDSPLADSER Billig arbejdskraft fra udlandet skal nedbringes. Kontanthjælp og dagpenge skal bygge på fleksible reformer. Det skal være attraktivt for virksomheder at ansætte seniorer og handicappede, der ønsker at arbejde, mens kvalifikationer skal betyde mere end kønskvoter.

Hvad vil du arbejde for i Folketinget til gavn for Billund Kommune?:

Befolkningsudviklingen i Billund Kommune har i årene 2009-2014 været på kun sølle 0,3 pct. Men hver dag pendler der ca. 8.000 arbejdstagere ind i kommunen. Disse 8.000 samt deres familier skulle hellere have lyst til at flytte til kommunen. For mens Billund ikke kun er Børnenes Hovedstad, så er hele kommune også dygtig indenfor turisme, transport- og byggebranchen. Jeg vil via en plads i Folketinget gerne være med til at gøre Billund Kommune endnu mere attraktiv for erhverv, så befolkningstilvæksten dermed kan få de bedste muligheder for at stige. Dette kunne jeg være medhjælpende til i Folketinget ved at sikre fokus på de brancher, som allerede trives i Billund Kommune, men også på videnstunge erhverv, der kunne få gavn af den nære lufthavn og jyske hus- og grundpriser.

Og til gavn for hele Region Syddanmark?:

Først og fremmest skal regionerne nedlægges. De har ikke været til nogen som helst gavn siden de blev oprettet ved nedlæggelsen af amterne, og alt for mange sager i sundhedsvæsenet lider under den skæve ansvarsfordeling mellem kommuner og region. Derudover mener jeg at have et stort ansvar overfor den jyske – og ikke mindst den sønderjyske – kulturarv. Sydjylland skal og kan sagtens være med helt i top i den teknologiske udvikling, nyskabelse af arbejdspladser osv., men det kan og skal gøres i respekt for den sydjyske kultur. Jeg har mange ønsker for Region Syddanmark, men jeg mener dog, at man som folketingsmedlem ikke kun skal beskæftige sig med sit eget nærområde, men at man har et ansvar overfor hele landet.

Hvordan adskiller du dig fra de øvrige kandidater?:

Sammenlignet med nogle andre af de lidt yngre kandidater adskiller jeg mig ved at have en reel erhvervserfaring. Jeg kender takt og tone på det private arbejdsmarked, ligesom jeg ikke har urealistiske forventninger til embedsmænd. Derudover adskiller jeg mig ved at komme fra en familie, der aldrig har drøftet politik. Mine holdninger er derfor ikke formet af andre, men tager 110% udgangspunkt i mine egne meninger og erfaringer.

Hvad vil du have sat dine fingeraftryk på når valgperioden udløber?:

Skulle jeg blive valgt til Folketinget, så håber jeg på at kunne blive psykiatriordfører, da jeg har en stor interesse for området og kan se mange muligheder for forbedringer indenfor feltet. Derudover ønsker jeg at arbejde for de grundlæggende DF-mærkesager, såsom strammere udlændingepolitik, bedre vilkår for de syge og ældre samt grænsekontrol og mindre magt til EU.