GAS laver juleforestilling på Karensminde

Foto: Billund kommunes Museer


Knap er årets julemarked overstået på Museumsgården Karensminde, før en ny aktivitet indtager den gamle gård.

Det er Grindsted Amatørscene, GAS, der har fået lov at låne gårdens rammer til en hyggelig juleforestilling for børn, forældre, bedsteforældre – kort sagt hele familien, lyder løftet.

– Historien, RØDE OG GRÅ, der fortælles af nissebedste, handler om nissebørnene, der i nisseskolen har lært ”På loftet sidder nissen med sin julegrød” og derfor mener, at rotter er farlige, for de vil tage grøden. Den handler tillige om rotten, Rotta, der også kender sangen fra rotteskolen, hvor den har lært, at nisser er nogen, der ikke vil dele. Mon rotten og nisserne kan finde sammen? Ja det kan de jo nok, for en juleforestilling ender altid godt. Men hvordan … det må man selv se på Karensminde, lyder det lokkende fra GAS.

Der er forestilling på Karensminde både lørdag og søndag i den kommende weekend kl. 13 og 15 begge dage. Billetter købes via billundmuseum.dk. Der er plads til 50 personer pr. forestilling, og coronaregler overholdes, så husk coronapas og mundbind.