Gennemprøvet vinkoncept indtager Grindsted

Lige nu knokles der med maling og opsætning af adskillige hyldemeter til vin, men planen er at slå dørene op til den nye vinbutik den 30. oktober.


Gennem flere år har Billund-drengen Søren Bækkelund Rasmussen med stor succes kombineret vinbutik, vinsmagning, vinklub og vinrejser i én butik: Wine N’ Fun med hovedsæde i Brande. Nu er tiden kommet til at prøve konceptet af i Grindsted, hvor en særdeles lokalkendt herre kommer til at stå som ejer, nemlig Jens Sørensen – med fortid i både Kvickly og Slagter Norlyk.

– Vi har gennem nogle år kigget på forskellige lokaliteter i Grindsted, som vi synes er en spændende by til Wine N’ Fun. Nu synes vi tiden er kommet til inde, for vores koncept passer godt til Grindsted og til de lokale borgere, som jeg synes er enorm engageret lokalt, og det er lige sådan nogle der passer i vores kundeprofil, siger Jens Sørensen.

Han går for tiden og maler og istandsætter de gamle Wagner-lokaler på Vesterbrogade – ved siden af BC Mode og overfor Imerco.

– Der bliver vinbutik med alverdens slags vine i alle prisklasser i den ene ende af butikken og i den anden ende laver vi rum til vinsmagning og besøg fra vingårdene. Vi har med stor succes haft besøg af vinbønderne selv i butikken i Brande, så det tager vi med til Grindsted, siger Jens Sørensen.

Fidusen ved Wine N’ Fun er nemlig, at der indkøbes direkte fra vingårdene og dermed spares de fordyrende mellemled og vinen kan holdes nede i pris.

Mens kunderne og medlemmerne i den lokale vinklub har mulighed for at møde vinbønderne selv i butikken i Grindsted, så kan kundernes også tage den anden vej – på besøg på vingårdene. Wine N’ Fun arrangerer nemlig også med stor succes vinrejser ud til sine samarbejdspartnere rundt omkring. Når altså ikke lige corona-pandemien sætter en kæp i hjulet på sådanne rejser.

Planen er at åbne Wine N’ Fun Grindsted fredag den 30. oktober og en facebookside er også på vej.