GGIF ansætter udviklingskonsulent

Lasse Roost Rasmussen. Foto: GGIF Fodbold


Normalt er opgaverne i en fodboldklub som GGIF varetaget af frivillige kræfter. Men for at sikre udvikling og sparring for de mange dygtige trænere i klubben, har GGIF Fodbold nu valgt at ansætte en delvis lønnet udviklingskonsulent.

– Bestyrelsen har besluttet, at vi gerne vil have en udviklingskonsulent, der er delvis lønnet. En person, der kan være med til at implementere de værdier og beslutninger, klubben har besluttet, samt ikke mindst en person der kan være sparringspartner for trænere i dagligdagen og være tovholder for forældremøder med videre, lyder det fra formand, Søren Madsen.

Således kan GGIF Fodbold fra 1. februar byde velkommen til Lasse Roost Rasmussen, der er færdiguddannet Cand. Scient. i idræt med talentudvikling og konkurrenceidræt.

Den nye udviklingskonsulent er 25 år og har en fortid i fodboldens verden som 2. divisionsspiller i Tarup Pårup.

Indtil ansættelsen i det nye år, vil Lasse Roost Rasmussen være i virksomhedspraktik hos Talent Billund, ligesom han vil komme til træning på kunstgræs i løbet af vinterperioden, så han kan lære trænere og spillerne at kende.