GGIF-damer fik sejr i årets sidste divisionskamp

Privatfoto


Det blev til en 27-21 sejr på egen bane til 3. divisionsdamerne fra GGIF Håndbold, da de i årets sidste divisionskamp tog imod Silkeborg.

Forud for kampen havde GGIF haft tur i den og havde dermed tanket masser af selvtillid og mødte velforberedte og særdeles kampklare op i Lynghallen.

Der gik næsten 4 minutter inden første scoring faldt, hvor begge hold lige følte hinanden på tænderne. Grindsteds damer fik dog sat fart i angrebsspillet og Silkeborgs forsvar var meget åben, så der opstod hele tiden muligheder for scoringer. Især Emma Katrine Rasmussen var i hopla og benyttede enhver chance til at få scoret. Grindsted lykkedes også flere gange at straffe Silkeborgs tekniske fejl med nogle hurtige kontrascoringer. Selv om Grindsteds forsvar måtte indkassere et par udvisninger, så kunne det ikke ryste dem og dermed kunne de gå til pause med stillingen 15-11.

2. halvleg fortsatte med fuld fokus i forsvaret og som i første halvleg fik Silkeborgs bedste spiller stort set ikke fik en chance for at skyde på mål. Så Grindsted kunne stille og roligt øge forspringet mere og der var ikke tvivl om, at sejren ville komme i hus.

Sejren sender Grindsted op på syvendepladsen i 3. division med otte point og næste kamp er først den 10. januar, hvor damerne på hjemmebane i Magion møder NSK Håndbold, Krunderup.