Gratis arrangementer kræver tilmelding


Når De Internationale Børnekulturdage finder sted i Børnenes Hovedstad Billund fra den 21. til 23. august er mange af arrangementerne gratis. Men nogle af dem kræver alligevel tilmelding, lyder påmindelsen fra Capital of Children.

– Så hvis du har lyst til at udfordre dem fra parallelklassen, nabovejen eller nogle af de andre fra SFOen i en gang gadefodbold, så er det nu, du skal melde dit femmandshold til, så du kan være med, når Billund Idrætsforening afvikler Street Soccer Turnering midt på Hans Jensens Vej, som vil være lukket for biltrafik hele lørdag, lyder det fra arrangørerne.

Det samme er tilfældet hvis man harlyst til at bygge skibe af genbrugsmaterialer sammen med Shane Brox, så skal der bookes plads på forhånd. Og det skal foregår i god tid, anbefaler Billund Ungdoms- og Kulturskole, der tidligere har haft besøg af den kreative TV vært:

– Shane har en rigtig god kontakt med børnene, der kender ham fra TV. I hans verden er det fantasien, der er i fokus, og det er på børnenes præmisser, så jeg regner med at billetterne vil blive revet væk, siger Eva Lillegaard Hansen fra ungdoms- og kulturskolen.

De to workshops med Shane Brox finder sted lørdag 22. august i teatersalen i Billund Centret.

Også på Billund Bibliotek er der store forventninger til antallet af deltagere ved søndagens Regatta Rally i Billund Bæk. Der er plads til 150 børnebyggede både i løbet af formiddagen, og derudover bliver der arrangeret et særligt kapløb for både, som bliver bygget under lørdagens Shane-Workshops.

Så det gælder altså om at melde sig til netop disse tre begivenheder, men ellers er der frit slag blandt alle aktiviteterne, som der kan læses mere om på www.billund.dk/børnekulturdage eller via facebook: www.facebook.dk/boernekulturdage

 

Foto: Pressefoto/DR