Grindsted er sat på oprydningslisten – men finansieringen mangler stadig

Troels Ravn på talerstolen i Folketinget, mens Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, som selv bor i Grindsted, ser på. Privatfoto


Grindsted blev nævnt fra Folketingets talerstol i dag, da det sydjyske folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Troels Ravn, talte for en statslig finansiering af de såkaldte generationsforureninger. Blandt andet den på den gamle fabriksgrund i Grindsted, hvor Grindstedværket lå.

– I Grindsted frarådes det af sundhedshensyn at benytte haveboringer i flere boligkvarterer, at bade i sø og å, ligesom det ikke er tilrådeligt at spise de fisk, du som lystfisker kan hive op af vandet. Det her er miljømæssigt og etisk meget problematisk – ja, det er ikke mindre end en skandale, at der anno 2020 kan gives sådan et billede fra Danmark, sagde Troels Ravn i sit indlæg fra talerstolen.

Der blev da også vedtaget en aftaletekst, der pålægger regeringen hurtigst muligt at finde en nødvendig finansiering til oprydningsindsatsen.

I aftaleteksten fremgår det, at regeringen skal sikre “en ekstra og adskilt bevilling, sådan at den nuværende finansiering af jordforureningsområdet målrettes indsatsen til beskyttelse af grundvand, natur og sundheden fra de mange, mindre jordforureninger, som også kræver en hurtig indsats.”