Grindsted fik uafgjort mod Fjelsted

Arkivfoto: Foto7200


Med en såkaldte 5-1’er i sidste heat lykkedes det i aftes Grindsted Speedway Klub at hive et uafgjort resultat hjem mod gæsterne fra Fjelsted.

– Det blev en uhyggelig tæt match, men den endte heldigvis godt. I en match, der bølgede frem og tilbage, fik publikum noget godt og spændende ræs at se, lyder det fra klubben på facebook.

Topscorer for hjemmeholdet blev holdkaptajn, Nicolai Klindt, der lavede 14 point for GSK, mens Nicklas Porsing og Kasper Gomolski lavede henholdsvis 12 og 10 point.

Slutresultatet 42-42 betyder at Grindsted fik det ene point med fra opgøret og således er at finde på 6. pladsen før sidste match i grundserien. Det er på onsdag hjemme mod rækkens aktuelle 2’er, Region Varde Elitesport.

– Region Varde ligger og kæmper med om de øverste pladser, og vi vil da gerne forsøge at drille dem lidt. Så vi håber på stor opbakning fra publikum, og vi vil i hvert fald gøre alt for vi kan for at slutte af med en sejr, lyder det fra klubben.