Grindsted-forurening trækker ind under boligområder


Grindstedforureningen har spredt sig til to boligområder i byen. Det bekræfter en ny Cowi-rapport ifølge Dagbladet Information.

Spredningen er sket, til trods for at rapporter i årtier har advaret om, at forureningen fra Grindstedværket kunne løbe ind under huse og private haver i boligområdet Sydbyen.

Samtidig har Billund Kommune siden 2006 vidst, at forureningen fra Grindstedværket potentielt kunne have kurs mod bydelen Morsbøl Søpark. Alligevel har kommunen fortsat byggeriet.

Nu viser det sig, at forureningen findes i både Sydbyen og Morsbøl Søpark, fremgår det ifølge avisen af Cowi-rapporten.

Eftersom Billund kommune først i maj sidste år forbød havevanding fra de mere end 100 private vandboringer, der findes i området, så kan det i værste fald betyde, at mange borgere har vandet deres haver med forurenet vand, mener professor i toksikologi ved Københavns Universitet Lisbeth E. Knudsen ifølge Information.

Trods rapportens informationer mener Billund Kommune ikke, at det var en fejl først at indføre vandingsforbud i området i maj 2022. Det oplyser kommunen til Information.