Grindsted-sejr trods modgang


Grindsted GIF 3.divisions damer fik ikke den bedste optakt til torsdagens udekamp i Krunderup mod NSK Håndbold. Til onsdagens træning blev holdets målvogter Josefine Vahlberg skadet og således måtte målet overlades til Sabrina Rosengreen, som normalt spiller venstre back…!

– Første halvleg blev lidt en blandet affære, hvor der dog også blev vist rigtig godt håndboldspil med fart i angrebet og fysisk forsvar, lyder meldingen fra kampreferatet fra GGIF.

Selvom det ikke flød rigtig godt, så kunne Grindsted gå til pause med en stilling på 10-16 og det skyldtes ikke mindst en super vikar-indsats i målet fra Sabrina Rosengreen, der præsterede en redningsprocent på 50 i første halvleg.

Anden halvleg blev præget af lidt for mange tekniske fejl fra Grindsteds side og spillet blev for individuelt og dermed kom NSK tilbage i kampen og fik udlignet til 20-20.

Grindsted fik dog samlet op på det igen og mange spillere bød ind med scoringer og de kunne dermed tage hjem til Grindsted med en sejr på 26-23.

Næste kamp er søndag den 8. oktober mod Rækker Mølle på hjemmebane i Lynghallen.