Gyttegård Golf Klub fik sølv ved EM

Gyttegård Golf Klubs herrer fik sølv ved EM for klubhold 2018. Privatfoto


Det blev til en flot andenplads til Gyttegård Golf Klubs herrer ved sidste uges EM for klubhold. Det er ifølge klubben den bedste præstation af et dansk hold i mere end 20 år.

Ved turneringen blev der spillet 3 x 18 huller, hvor kun den bedste score af tre tæller. Gyttegård Golf Klub startede sidste runde fra 4. pladsen, og med en solid runde i 4 under par, kun overgået af franskmændene, kunne de lokale golfherrer løfte sølv-pokalen.

– Det har været en meget meget spændende dag, på en helt fantastisk golfbane, siger holdleder John Nicolaisen og beretter om den afgørende slutfase:

– Opdatering af stillingen sker kun for hvert 4. hul. Og da vi mangler fire huller, fører vi sammen med englænderne. Vi beslutter at de sidste huller SKAL spilles aggressivt. Vi skal tæt på pinden i 2. slaget og gå 110% efter den sejr, der er indenfor rækkevidde. Dét vi ikke kunne se på leaderboardet var, at franskmændene kom stormende bagfra med en fantastisk holdpræstation og -6. Det udløser selvfølgelig en smule skuffelse hos drengene, der trods alt har et smil på læben. Men konklusionen er, at vi ikke kunne gøre det anderledes og holdet har virkelig kæmpet hårdt for det, siger Jon Nicolaisen i en pressemeddelelse fra klubben.