Handelsforeningen jubler over Best of Billund

Foto: Ulrik Wulf Nielsen


Det var første år Billund Handelsforening havde overtaget opgaven fra Billund Friluft med at arrangere byfest.

Under titlen Best of Billund var der lørdag den 24. august både torvedag, børneloppemarked, masser af aktiviteter for børn og unge og hele herligheden blev sluttet af lørdag aften med fest i teltet på Byens Plads.

Og her knap to uger efter har bestyrelsen i Billund Handelsforening fået evalueret på begivenheden, og det er med meget stor tilfredshed, at foreningen kan melde ud, at succesen gentages.

– Vi havde en kanon opbakning fra byens handlende i form af deltagelse på torvedag og præmier til bankospil og vores amerikanske lotteri. Og så havde vi bare en fantastisk opbakning fra borgerne, der kom ned i byen og nød det gode vejr, siger bestyrelsesmedlem i handelsforeningen, Torben Klovborg Christiansen fra Hotel REFBORG.

Han var også rigtig godt tilfreds med aftenens fest, der rundede byfesten af:

– Med 230 spisende gæster må vi sige at det var rigtig flot taget i betragtning af det var første gang. Næste år sætter vi endnu et fag på teltet, så der er plads til endnu flere festdeltagere, lyder det fra en glad Torben Klovborg Christiansen.

Han opfordrer alle til allerede nu at sætte kryds i kalenderen til næste års Best of Billund, lørdag den 22. august.