Hands-on Camps skal friste flere til at vælge håndværksfag

Arkivfoto


Frie Fagskoler med en afdeling i blandt andet Grindsted har sat sig for at åbne de unges øjne for håndværksfagene.

Derfor søsættes nu et nyt tre-årigt projekt, hvor de ældste folkeskoleelever sendes på kostskole-camps for at give dem en smagsprøve på håndværksfag som kok, smed eller gamedesigner.

Mange vælger nemlig gymnasiet per automatik uden at kende til alternativerne, mener Toni Hessner Leder på Tronsø Fri Fagskole, der sammen med 9 andre frie fagskoler får 3,5 mio kroner i støtte af Nordea-fonden.

– Der er behov for at tænke nyt, og som erhvervslivets kostskole er Frie Fagskoler oplagt til at være omdrejningspunkt for noget af den nytænkning og udvikling, som også kan bruges i folkeskolen. Vi er stedet, hvor nye ideer og nye veje kan prøves af. Derfor er vi begejstret for støtten fra Nordea-fonden, som nu gør det muligt for unge på egen krop at prøve en karrierevej af i praksis på en fri fagskole, før de vælger ungdomsuddannelse, siger Toni Hessner, leder på Tronsø Fri Fagskole, i en pressemeddelelse.

Projektet ”Prøv før du vælger – Nye veje til erhvervsuddannelse” har til formål, at Frie Fagskoler i samarbejde med erhvervsskoler og virksomheder udvikler praktiske forløb i form af kostskole-camps. Hver camp vil have en varighed på mellem 2-5 dage og er primært henvendt til unge i 7.-9. klasse i folkeskolen, som får mulighed for at afprøve et eller flere håndværksfag indenfor en branche i et kostskolemiljø.