Hanne samler DVD’ere ind til udviklingshæmmede

Hanne Odegaard har sat sig for at sørge for at brugte dvd'er får et nyt liv hos udviklingshæmmede danskere.


Som udviklingshæmmet er det der med Netflix, HBO og andre streamingtjenester noget af en mundfuld. Til gengæld har de helt styr på at putte en DVD-skive i en afspiller. Derfor har en gruppe fra Nørdemarkedet i Roskilde sat sig for at indsamle brugte dvd’ere, som de så fordeler til bosteder i Roskildes omegn. “Det kan vi da også gøre i Billund”, tænkte Hanne Odegaard, der selv er mor til en udviklingshæmmet dreng på 16 år.

Og så var der ikke langt fra tanke til handling:

– Jeg skrev først til foreningen LEV, om de var interesserede i at jeg lavede noget tilsvarende her i Billund, og den var de helt med på, fortæller Hanne Odegaard.

En kontakt til Billund Bibliotekerne gav også pote, og således vil der i perioden fra den 30. maj til 11. juni stå kasser klar på alle biblioteker i Billund kommune, hvor man kan aflevere sine brugte DVD’ere.

– Vi er interesserede i film til såvel børn som unge og voksne, da målgruppen er meget bred, siger Hanne Odegaard, der endda har fået tilsagn fra HT Transport, der sørger for at køre de indsamlede dvd’ere til Roskilde.

Nu er det spændende om borgerne i Billund kan samle flere dvd’ere ind end de kan i Roskilde.