Hastighedsbegrænsningen flyttet ved Gyttegård

Hastighedsskiltene, der sænker fartgrænsen til 50 km/t er flyttet fra foden af Grene Sande-bakken til toppen.


Her på BillundOnline har vi ofte hørt fra frustrerede bilister, der er blevet blitzet på strækningen mellem Hejnsvig og Grene Sande, hvor hastigheden gennem et stykke tid har været begrænset til 50 km/t. Og dét endda over en alt for lang strækning, mente mange.

Nu har myndighederne lyttet til kritikken og afkortet 50 km/t-zonen i området. Således er det først fra toppen af Grene Sande-bakken at bilisterne skal sænke farten til 50 km/t, hvor begrænsningen tidligere begyndte ved foden af bakken.

Beslutningen om at flytte fartbegrænsningen er taget hos trafikplanlæggerne hos Billund Kommune i samråd med Sydøstjyllands Politi.

– Vi har snakket med politiet, som var enige i, at det var en god ide at prøve at flytte skiltet med 50 km/t. For den var måske lige lang nok den strækning. Men den lave hastighed er simpelthen nødvendig lige i området omkring indkørslen til golfklubben, og krydset hvor cyklister skal over vejen. Det er en relativ skarp kurve, hvor der er meget lidt udsyn til begge sider, forklarer Vagn Pedersen, der er trafikplanlægger hos Park & Vej i Billund Kommune.