Her er drikkevarerne i højsædet

Bryghusets indehaverpar, Michael Brogaard og Jane Rossau, glæder sig til at slå dørene op for alvor i morgen eftermiddag.


Med 10 forskellige slags øl på fad og mere end dobbelt så mange i dåse og flaske i køleskabet, er der lagt op til mange gode smagsoplevelser, når Bryghuset i Billund i morgen igen slår dørene op efter en forvandling fra butik og baglokale med forskellige slags smagninger – til i dag at være en fed bar/cafe med masser af siddepladser og hygge.

Det giver lidt sig selv; at et sted med navnet Bryghuset sætter den flydende del af serveringen højst. Og da især den del af serveringen, der har lidt procenter i sig.

For indehaveren af Bryghuset i Billund, Michael Brogaard, har sat en ære i at servere kvalitetsdrikkevarer til en overkommelig pris og i den mængde kunden ønsker. Hvis man eksempelvis har kastet sin kærlighed på en bestemt flaske vin, så behøver man ikke nødvendigvis at købe hele flasken i baren. Man kan også nøjes med et enkelt glas.

Udover alverdens slags vine og øl, så vil stedet – naturligvis – også servere mjød – dét som egentlig startede hele Michael Brogaards karriere indenfor bryggebranchen.

Det vil også være muligt at købe mad i det nye Bryghuset. Den del står Jane Rossau for. Hun har skabt en menu, som består af typisk cafe/bar mad, og selvom kvaliteten også her kommer i højsædet, så er det vigtigt at huske – siger Michael og Jane nærmest i munden på hinanden – at her kommer øllen og vinen først, og maden i anden række.

– Det er her du kommer for at få noget godt at drikke og lidt at spise til – og ikke omvendt, lyder det fra Michael Brogaard.

Bryghuset har en slags for-premiere i aften, torsdag, med inviterede gæster og så går det ellers løs fredag eftermiddag fra 14-22.

Åbningstiderne vil typisk være onsdag og torsdag fra 14-23, mens der fredag og lørdag er åbent fra kl. 12 til 24 – når der altså ikke er coronarestriktioner.