Læserbrev: Historisk store nedskæringer


I går kom det frem, at der skal gives en ”historisk stor skattelettelse” ud, som ministrene fra VLAK-regeringen står bag. Det betyder desværre, at de alligevel ikke har droppet topskattelettelserne. De bliver ”bare” givet gennem et højere beskæftigelsesfradrag. Og vupti, så får de rigeste alligevel en kæmpe stor skattelettelse.

Igen ser vi en regering for de få, og ikke for de mange. En million pensionister er forsvundet ud af regeringens skatteudspil – intet tilovers til de som har arbejdet hele livet!

VLAK-regeringen trækker Danmark i en mere skæv retning.

Personligt mener jeg ikke, at Danmark har brug for at solde velfærdskroner op, på store skattelettelser til dem der har mest i forvejen. VLAK-regeringen siger selv, at med deres forslag, vil det skabe endnu mere ulighed, og nedskæringer i velfærden.

De ”historiske store skattelettelser”, vil betyde store besparelser og nedskæringer ude i kommunerne, som vil ramme den nære velfærd.

Hvis jeg skulle bruge 23 mia. så var det på børn, unge, handicappede, ældre og mere politi, og ikke på at øge uligheden.

Jeg ville sørge for en ordentlig kvalitet i den fælles velfærd, så at nogle af dem der har det sværest, får en bedre tilværelse. Der er ting, der bør komme før at sikre skattelettelser, der fx gør en Lamborghini 1,6 millioner billigere at købe.

Jeg synes, de penge er bedre brugt i på en værdig ældrepleje, hvor medarbejderne har bedre tid til den enkelte, og sikre at der er voksne nok til, at vores børn sikres god trivsel og udvikling i institutioner og på skoler.

At vi investerer i vores velfærdssamfund, så vi kan få forandring til fordel for alle!

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup

Borgmesterkandidat Socialdemokratiet,

Billund Kommune