Hjernegymnastik på skemaet i Billund Kommune

Arkivfoto: Dansk Skoleskak


Næste fredag skal 715 elever fra 5 af skolerne i Billund Kommune dyste på taktik og tålmodighed, når Skolernes Skakdag 2019 løber af stablen.

I Billund Kommune deltager 715 elever fra bl.a. Grindsted Vestre Skole, Lynghedeskolen (afd. Søndre) og International School of Billund i Skolernes Skakdag 2019.

– Vi spiller skoleskak, fordi vi gerne vil tilgodese alle vores elever – og alle kan være med til skoleskak, bl.a. fordi undervisningen er let at differentiere. Det er let at gå til, for eleverne kan spille hvor som helst og når som helst. Gennem skoleskak træner de koncentration og fordybelse, men det giver dem også noget socialt, fordi de skal arbejde sammen, siger skoleleder på Lynghedeskolen, Dorthe Bønning Møller.

Forskning peger på, at skoleskak har en positiv effekt i matematikundervisningen, og især drengene har stor gavn af skoleskak på skemaet. Derfor oplever Dansk Skoleskak en stigende interesse for skoleskak, og mere end 600 skoler tilbyder i dag skoleskak, flere steder som en obligatorisk del af undervisningen.