Højgaard rykker frem på verdensranglisten


Golftalentet Rasmus Højgaard fra Billund er nu den bedst placerede dansker på verdensranglisten.

Den 19-årige golfspiller sluttede i weekenden på en andenplads i British Masters, og det gav ham så mange point til ranglisten at han rykker hele 68 pladser frem til en plads som nummer 131.

Dermed overhaler han den hidtil bedst placerede dansker, nordjyske Lucas Bjerregaard, der falder ni pladser tilbage.

Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, er nummer 460 på ranglisten. Nicolai Højgaard deltog også i British Masters, men klarede ikke cuttet.