Højgaard-tvillinger godt fra start


Med henholdsvis 6 og 3 under banens par er Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golfklub kommet rigtig godt fra start ved Toyota Junior Golf Championship i Japan.

Nicolai Højgaard gik første runde på 65 slag – 6 under banens par, hvilket rækker til en delt førsteplads i turneringen. Brormand Rasmus indtager en delt 7. plads efter at have gået 1. runde i 3 under par.

De to 17-årige golfspillere fra Billund deltager i turneringen sammen med 58 øvrige spillere, og repræsenterer Danmark sammen med to andre spillere, som dog er langt nede i feltet. Det betyder at Danmark samlet er på en delt 4. plads ud af de 15 lande.