Hollandstur gav pokal, fairplay-priser og gode oplevelser

108 spillere fra GGIF var med på turen til Holland.


Syv hold fra Grindsted GIF Fodbold plus det fælles U16/U17 pigehold fra Sdr. Omme/GGIF brugte påsken på at deltage i Top OSS Cup i Holland, og det kom der både pokaler og mange gode oplevelser ud af for de i alt 108 deltagere.

Størst sportslig succes havde U19 holdet, der vandt turneringen, hvor modstanderne var seks hollandske og et engelsk hold. U19 lukkede kun et mål ind og fodboldspillet blev bedre og bedre som turneringen skred frem.

– Sejren og ikke mindst det flotte fodboldspil, som vi leverede i de afgørende kampe, er noget vi kan bruge fremadrettet i turneringen, hvor vi i foråret er rykket i liga 2, hvor kvaliteten er meget høj, siger Kris Skriver, der fungerede både som træner for U19 og leder af GGIF delegationen i Holland.

De to U11-hold blev henholdsvis nummer to og fem, mens det afbuds- og skadesramte U17-mandskab blev nummer tre. Et kombineret U14/U15 hold gjorde sig bemærket ved at vinde fair-play-prisen i deres række – ligesom U13 der desuden også vandt B-slutspillet med tre sejre af tre mulige.

Det fælles U16/U17 hold som Sdr. Omme IF og GGIF var også med i kampen om turneringssejren, og endte på en samlet tredjeplads i en stærk gruppe.