Hun vil hjælpe børnene godt igennem skilsmissen

Jurist og familieterapeut Birgitte Dejgaard mener at skilsmissebørn i Billund vil have godt af at være sammen med andre børn i samme situation. Derfor har hun taget initiativ til børnegrupperne, der i første omgang mødes hos Capital of Children i Billund. Privatfoto


Hvert tredje barn i Danmark er ifølge statistikkerne skilsmissebarn, og der er ingen grund til at tro, at tallet skulle være anderledes i Billund kommune. En skilsmisse kan være særdeles svær at håndtere for børnene, der ufrivilligt bliver klemt mellem sine forældre. Derfor bør der være støttegrupper for disse børn, mener jurist og familieterapeut, Birgitte Dejgaard.

Hun har derfor taget kontakt til skolerne i Billund Kommune for at tilbyde sin hjælp til opstart af skilsmissegrupper for børn – noget som hun har beskæftiget sig med i en længere årrække.

– Jeg har stået for sådanne børnegrupper siden 2004 i både Vejle, Aabenraa, København og Århus. Jeg synes nu, at det er på tide at tilbuddet også gives til børn i Billund, som i den grad er kendt for at tænke på børnene. Det er rigtig fint med leg og læring, men hvis man som barn går og tumler med svære tanker og følelser omkring skilsmissen, så er det svært at kunne give sig hen til det, siger Birgitte Dejgaard.

Hun oplever, at det kan være svært at få børnene indenfor døren til sådanne grupper, da det er meget tabubelagt. Men behovet er der, og børnene får stor glæde af grupperne, fastslår Birgitte Dejgaard:

– I hver eneste gruppe jeg har haft, har jeg oplevet børn, der blomstrer undervejs i forløbet. Børn, der den første gang sidder med jakken helt lynet op og skuldrene oppe omkring ørerne, men som efterhånden løsner op og kommer mere med i samtalerne, siger Birgitte Dejgaard.

Hun understreger, at børn der kommer med i grupperne skal være indforstået med, at tavshedspligten i gruppen gør at de ikke må fortælle hverken forældre eller venner hvad det enkelte barn har fortalt i gruppen.

Den første gruppe mødes i Capital of Children-lokalerne på Gammelbro i Billund den 30. januar fra kl. 15.30 – 17.30. Tilmelding kan ske via Birgitte Dejgaards hjemmeside.