I år bliver det en lun fastelavn i Billund

Fra en råkold fastelavnsfest i Billund 2015. I år bliver det lidt lunere under Billund Centrets tag. Foto: Billund Photo


I håbet om at flere udklædte børn og barnlige sjæle dukker op til Billund Handelstandsforenings årlige fastelavnsfest, har arrangørerne valgt at rykke tøndeslagningen til Billund Centret.

– Det har simpelthen været for koldt for ungerne at slå katten af tønden på Butikstorvet de senere år, så ved at rykke arrangementet til Billund Centret, håber vi på at se rigtig mange udklædte børn og voksne, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark fra Beth Baun, der sidder i handelsstandsforeningens aktivitetsudvalg – og dermed er en af tovholderne på fastelavnsarrangementet.

Derudover er der også det nye ved fastelavn i Billund i år at børnene ikke bare får udleveret snolder, når der er hul på tønden:

– Nej, de skal så sandelig arbejde sig til godterne ved at gå rundt til butikkerne og synge, og så får de forskellige lækkerier udleveret og kan putte i den pose, de får udleveret i centret, når katten er slået af tønden, forklarer Lisbeth Baungaard.