Integrationspuljen atter åben

Arkivfoto


Billund Kommune efterlyser igen ansøgninger til integrationspuljen. Det er beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune, der er ansvarlige for puljen.
Igen i år er der 63.200 kr. i puljen, så der er en del penge at gå efter for de frivillige og foreninger, der mener at kunne bidrage til integration af borgere med udenlandsk baggrund i Billund Kommune.

– Overordnet er formålet med integrationspuljen at støtte op om projekter, som fremmer integration af borgere med udenlandsk baggrund i samfundet ved at bygge bro mellem dansk kultur, normer og værdier og andre kulturer, siger udvalgsformand for Beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune, Gitte Ottosen (S).

Indtil nu i år er der givet 22.000 kr til Kontakten til folkefest, 16.000 til Kontakten til Netværkfamilier og 17.000 til team Giv Håb med betingelse om at midlerne går til borgere med international baggrund bosiddende i Billund Kommune.

Der er ansøgningsfrist for denne runde fredag 11. august 2017, og ansøgningerne behandles på efterfølgende beskæftigelsesudvalgsmøde, hvorefter ansøgere får besked.

Sidste år fik følgende foreninger/frivillige støtte til projekter:

Billund IF Fodbold, Connect Billund, Grindsted Y’s Mens Club, Vorbasse cykelværksted og Ungdommens Røde Kors, Grindsted. I alt blev der givet 45.000 kroner.

I anden ansøgningsrunde sidste år er der givet 10.000 kroner til Grindsted Y’s Mens Club.

Ved tredje ansøgningsrunde fik Grindsted Badmintonklub, Grindsted GIF Fodbold og Kontakten hver 10.000 kroner, mens Banglashoppen fik 15.000 kroner.