Intern salgssupporter søges til højteknologisk 3D-målevirksomhed


Vil du forene dine evner som kundeorienteret salgssupporter med godt samarbejde og gode kollegaer?
Zebicon a/s i Billund har travlt, og derfor har vi brug for at styrke vores salgsteam. Zebicon leverer 3D målesystemer og serviceydelser inden for 3D scanning og opmåling.Din kerneopgave består i at udarbejde tilbud til eksisterende kunder på tilbehør, service og support, samt koordinere kundebesøg og ekspedere ordrer. Vi arbejder med både små og store danske virksomheder inden for blandt andet plast-, medico- og vindindustrien. Sammen med kunderne finder vi løsninger – og er med, indtil løsningen virker.

Er du vores nye kollega?

Du bliver del af et stærkt salgsteam, der sælger high-end 3D måleudstyr til den danske industri. I vores team lægger vi vægt på, at du kan sætte flueben ved følgende fire karaktertræk.

  • Du smiler til kunderne – både på kontoret og i telefonen. Du har et stort servicegen og elsker at hjælpe kunder med forskellige udfordringer. Vi har et tæt og langvarigt forhold til vores kunder, som vi oftest kommunikerer med på telefon eller mail. Derfor skal dit gode humør og engagement smitte af selv på afstand. Du kan med fordel have arbejdet med salg, administration og kundeservice tidligere.
  • Du har sans for detaljen.
    Hos Zebicon leverer vi målesystemer, der er med til at godkende og kvalitetsstemple vores kunders produkter. Derfor skal vi selv have fuldstændigt styr på kvaliteten og processerne. Du er omhyggelig og struktureret i dit arbejde og sørger for at følge opgaverne helt til dørs.
  • Du er klar på forskellige arbejdsopgaver – også selvom det kan blive nørdet.
    Zebicon er en mindre virksomhed, hvor mange funktioner skal dækkes, og derfor kan der lande forskelligartede arbejdsopgaver på dit bord. Du er frisk på udfordringer og er klar på at hjælpe med varierende administrative opgaver. De ting, vi arbejder med, er af teknisk karakter, så du er ikke bange for at skulle bevæge dig ind 3D-verdenen.
  • Du kan tale med alle.
    Du arbejder sammen med både kunder, leverandører og kollegaer, når du løser dine opgaver. Derfor er det vigtigt, at du har god forståelse for andre mennesker og kan kommunikere på flere niveauer. Du er stærk kommunikativt på dansk og engelsk, så du kan håndtere mailkorrespondance med kunder og leverandører.

Derudover forestiller vi os, at du har:

  • Rutine i brug af almindelige IT-værktøjer
  • Interesse og nysgerrighed for at lære om vores teknologier og produkter
  • Erfaring med salgsprocesser

Du bliver del af et salgsteam med højt serviceniveau

Du er en glad og positiv person, der bidrager til, at vi når det høje serviceniveau, som vi hele tiden stræber efter. Det gælder især opgaver knyttet til salg af 3D måleudstyr og servicering af eksisterende kunder. Eksempler på konkrete opgaver kunne være:

  • Tilbudsgivning og ordreindtastning. Du udarbejder tilbud og håndterer ordrer på software, udstyr og servicebesøg. Du er klar til at arbejde med forskellige IT-værktøjer og trives med både forskelligartede og faste månedlige opgaver.
  • Kundebetjening. Du hjælper og supporterer vores kunder og kollegaer med små og store henvendelser. Du giver god og troværdig rådgivning, så vores kunder føler sig godt behandlet.
  • Diverse salgsarbejde. Som del af salgsteamet er du med til at få salgsprocessen til at rulle. Du bidrager til at skabe struktur og system i salgsorganisationen, herunder ved møder, opfølgning på leads m.m.

Hos os får du godt arbejdsmiljø, stor selvstændighed og bliver en del af en højteknologisk virksomhed

Vi tilbyder dig et godt arbejdsmiljø, selvstændige og afvekslende arbejdsopgaver, en flok loyale og begejstrede kunder, og en god, fast løn. Desuden et stærkt fællesskab, i en lille virksomhed med humoristisk og uhøjtidelig stemning. Vi sætter pris på fleksibilitet – og vi giver også igen den anden vej.

Du kommer ind i en nyoprettet stilling som Salgssupporter i Zebicon a/s, Hedegårdsvej 11, 7190 Billund. Arbejdstid 37 timer pr. uge i fleksibel arbejdstid. Der er også mulighed for deltid. Start snarest muligt.

Er du interesseret? Søg uanset om du er i gang med arbejde eller er mellem jobs. Evt. mulighed for løntilskud kan blive taget med i betragtningen.

Vil du være en del af teamet?

Tænker du, at dette job er det rigtige for dig, og ser du et godt match? Så ansøg senest 31. juli 2022 via Jobindex.

Du er velkommen til at kontakte Jeppe Hebsgaard Laursen på 41 96 49 55, hvis du har spørgsmål til jobbet.

Vi glæder os til at høre fra dig.