ISB får vigtig autorisation til IB-systemet

Foto: International School Billund


Den Internationale Skole i Billund har fået endnu en anerkendelse. For blot to år siden blev ISB på rekordtid autoriseret som IB World School til at udbyde International Baccalaureate (IB) Primary Years Programme til de yngste elever. Nu er skolen også blevet autoriseret til IB-systemets Middle Years Programme, MYP, der dækker eleverne mellem 11-16 år.

– Det er en stor dag for os – og vi er så stolte over at være en IB World School med autorisation i både PYP og MYP programmet, siger Camilla Uhre Fog, leder af den Internationale Skole i Billund.

IB organisationens MYP-godkendelse falder efter et to-årigt forløb, hvor skolens læringsprocesser og medarbejdere løbende er blevet evalueret af uafhængige konsulenter, senest med et besøg over flere dage i marts, hvor konsulenter fra IB-systemet gennemgik skolens faglige niveau og havde samtaler med både elever, lærere, forældre, ledelse og bestyrelse.

– Vi er ved at afslutte vores femte skoleår, og det har været en vildt spændende udvikling at være en del af. Vores lærere gør en fantastisk indsats hver dag for at sikre høj faglighed, og en milepæl som denne giver en fælles stolthed og energi. Det skal fejres! siger en glad Camilla Uhre Fog.

International School of Billund er den 4. skole i Danmark med autorisationen i IB-systemets MYP program. De tre andre skoler med autorisation ligger i Århus og i København.

– Autorisationen er vigtig både for skolen og for vores bidrag til den fortsatte udvikling af Billund som Børnenes Hovedstad, siger Camilla Uhre Fog.

Det var blandt andet IB-programmets holistiske tilgang til læring og den høje faglighed, der gjorde den til et naturligt valg for ISB, Den Internationale Skole i Billund, da der ved skolens åbning skulle vælges internationalt uddannelsesprogram. Som en IB World School er ISB en del af et globalt skolenetværk, hvis mål det er at at uddanne undersøgende, vidende og omsorgsfulde unge mennesker, der kan være med til at skabe en bedre fremtid og bidrage til en mere harmonisk og fredelig verden.

International School of Billund åbnede i august 2013 med 60 elever og er i løbet af 5 år vokset til at have 360 elever og 90 ansatte fra godt 50 lande.