– Jeg kan huske dengang….

Foto: Capital of Children


– Ej, det er sjovt du siger det. For så kommer jeg i tanke om …

– Jeg kan også huske at …

Et lille hjørne af BillundSkolen boblede lørdag formiddag af den der helt særlige erindringsmagi, der kan gribe os, når vi hører andres historier og på den måde får lukket op for vores egne minder.

En snes voksne, der alle har det til fælles, at de er vokset op i Billund, havde taget imod invitationen fra projektet Børn til Alle tider i Børnenes Hovedstad og fortalte løs om det, der har sat sig spor i deres erindringer.

Der var minder om, hvordan det var, dengang alle byens børn holdt til omkring gårdspladsen på mejeriet, hvor man kunne lege, løbe på rulleskøjter og få varmen ved mejeriskorstenen. Hvordan man blev inviteret hjem for at se cowboyfilm i fjernsynet hos kammeraten, der var blandt de første, som fik TV i Billund. Eller hvordan forsamlingshuset engang var et supergodt koncertsted, hvor blandt andet Van Morrison spillede. Hvordan en drengeleg med at dæmme bækken op, skabte en temmelig træls kloaklugt i byen. Eller hvordan hovedgaden var anderledes fyldt af liv, dengang butiksindehaverne boede med familier og børn oven på forretningerne. En kunne huske sin barndoms fodboldkampe. En anden da jernbanen blev nedlagt. Eller dengang LEGO fabrikken brændte midt om natten.

I løbet af formiddagen blev bunken af erindringsglimt optaget på bånd. Og her fik de voksne kyndig hjælp fra en flok af skolens elever.

Det er nemlig sådan, at 200 af Billundskolens børn allerede har skrevet og optaget deres barndomshistorier i projektet, og derfor var supergode vejledere i den tekniske side af processen.

De mange erindringer fra børn og voksne bliver i de kommende måneder samlet og koblet med Billunds nye store byvision og tankerne om, hvordan byen skal udvikle sig i de kommende år. De tre tidslag bliver samlet i en såkaldt soundwalk – en app, man kan installere på en mobiltelefon, så man kan gå turen gennem byen og undervejs få fortællingen om, hvordan Børnenes Hovedstad opleves nu, var engang og er på vej til at blive.

Derudover er der også en film og en musikalsk forestilling på vej om projektet. Hen over året vil det være muligt at følge det store fortælleprojekt via både www.facebook.com/capitalofchildren og www.jegkanhuske.dk.