Julemarked på Museumscenter Karensminde

Foto: Billund Kommunes Museer


I den kommende weekend kan man opleve det traditionsrige julemarked på Museumscenter Karensminde. Der er åbent lørdag og søndag kl. 10-16.

 

Det bliver en rigtig hyggelig weekend med masser af aktivitet på den gamle museumsgård. Stuehuset er pyntet op til jul med gammeldags julepynt og der bliver bagt småkager, lavet fedt og kogt rødkål på det gamle komfur i køkkenet. I stuen sidder Karen Søgaard og sælger småkager og hjemmelavet julepynt. Julemanden ankommer i hestevogn fra skoven kl. 11.45 og samler børn og voksne til juletræsdans kl. 12 og kl. 14 i laden. Man kan komme på tur med hestevognen efter julemandens ankomst.

 

I laden er der en julecafé, hvor man kan købe æbleskiver og gløgg. Der er boder med spegepølser, ost, marmelade, honning og andre delikatesser, samt fuglehuse, strikkede strømper og meget andet håndarbejde, samt julepynt og anden husflid. I den gamle kalvestald sælges der juledekorationer. På gårdspladsen sælges pyntegrønt og juletræer, samt friskkogte klejner og grillpølser. I den gamle vognport er der tombola med mange gode gevinster.

 

Lørdag kommer Grindsted Gospel Kids og synger og danser med om juletræet. Søndag er der besøg af børn fra Grindsted Amatør Scene, GAS, som vil synge sangene fra julekalenderen Jul på slottet, som skal opføres som musical i Kulturhuset Grindsted Kino den følgende weekend.

 

Træværkstedet og smedjen er åbne; her bliver der lavet legetøj i træ og hjerter i jern og både børn og voksne kan prøve kræfter med at svinge hammeren. Kaffestuen er åben med æbleskiver, kaffe og kakao.

 

Entré kun til julemarkedet kan købes særskilt fra særudstillingen og koster 40 kr. for voksne. Børn og unge u. 18 år har gratis entré.