KIRKBI opnåede et stærkt resultat i 2019

Kirkbis hovedsæde i Billund Arkivfoto: Kirkbi.com


Næsten en fordobling af forrige års resultat. Det er de stærke kendsgerninger for KIRKBI Koncernen med base i Billund, der netop har offentliggjort sin årsrapport for 2019.

Resultatet for året efter skat var 16,8 mia. kroner mod 8,7 mia. i 2018.

Dermed er pengetanken i KIRKBI vokset, så egenkapitalen ved årsskiftet var 102,5 mia. kroner mod 88,1 mia. i 2018.

– Vi glæder os over resultatet, vel vidende at virkeligheden i dag – tre måneder inde i 2020 – ser ganske anderledes ud på grund af den nedlukning, der er afledt af COVID-19. Resultatet for 2019 og KIRKBIs finansielle robusthed er med til at skabe et solidt fundament for KIRKBI Koncernens langsigtede ejerskab af LEGO A/S og Merlin Entertainments, siger administrerende direktør i KIRKBI, Søren Thorup Sørensen.

Resultatet for 2019 er primært drevet af vækst i både omsætning og indtjening i LEGO A/S, og samtidig har investeringsporteføljen leveret et stærkt resultat. En væsentlig begivenhed i året var, at KIRKBI øgede ejerandelen af Merlin Entertainments, der blandt andet driver LEGOLAND-parkerne, til 50 pct.