Klatretræets børn samlede 30 kg affald op

Foto: Børnenes Univers Billund Klatretræet


For landets skoler og institutioner har denne uge blandt andet budt på flere ture ud og samle skrald i naturen. Blandt andet også børnehave Klatretræet i Billund, hvor børn og voksne hele ugen har snakket om affald i naturen og været ude og samle det op i nærmiljøet.

– Vi har snakket om at det jo heller ikke er godt for dyrene, når vi smider affald i naturen, da de måske tror det er mad og kommer til skade. I løbet af ugen har vi også snakket om, hvor længe affaldet faktisk bliver liggende i naturen.  Dåser og plastikflasker bliver eksempelvis liggende i op til 500 år, forklarer pædagog i Klatretræet, Tanja Christensen.

Undervejs på turene ud i naturen bevæbnet med sække, handsker, affaldstænger og sprit, var der flere kommentarer fra børnene:

”Det var sjovt”

”Vi fandt mange dåser – min far drikker også sådan en dåseøl”

”Vi fandt mange mundbind”

”Ad, der var også tyggegummi”

”Mennesker kan ikke finde skraldespanden”

– Efter vores ture har vi snakket om at affaldet selvfølgelig skal i skraldespanden, men vi har også snakket om, at man skal huske at sortere affaldet, så det kommer i den rigtige skraldespand, og vi derfor kan genbruge noget affald. Vi fandt også mange poser med hundelorte – børnene synes faktisk, at det er lidt ulækkert, at folk ikke selv kan komme dem i skralde spanden, fortæller Tanja Christensen.

På de tre ture ud af huset samlede børnehavebørnene henved 30 kg affald op, lyder tilbagemeldingen fra Klatretræet.