Knap 200 unge samles til netparty i Billund i weekenden

Dansk Netparty indtager atter Billund Idrætscenter. Det sker i den kommende weekend.


Der bliver nørd-snak, colaer i lange baner og spil for alle pengene, når Danske Netparty i weekenden indtager Billund Idrætscenter med knap 200 spilhungrende unge. Der med gentages sidste års succes, hvor rigtig mange gamere mødtes i tre dage.

– Vi har som noget nyt valgt at lave et område med gamle spillekonsoller fra 1985 og frem.  Området har vi kaldt “Classic Corner”. Her vil deltagerne kunne se og prøve noget anderledes og få et break væk fra deres computer, fortæller Martin Have, der er tovholder på arrangementet.

Det er dog stadig de fire turneringer, der er hovedattraktionen. Her spilles der “Counter-Strike Global offensive”, “Minecraft”, “League of legends” og “Heartstone”.

– Der vil være præmier til de bedste gamere i form af gavekort, computere og elektronikudstyr, lover Martin Have.