Kommunen efterlyser modtagere af 100.000 kroner

Arkivfoto


Billund kommune åbner nu igen op for ansøgninger om midler fra Integrationspuljen, og samtidig er der også mulighed for at få råd og vejledning om hvordan man gør og hvem der kan søge til hvad.

Integrationspuljen, der består af 100.000 kroner, er oprettet af Beskæftigelsesudvalget i kommunen for at fremme integration af borgere med udenlandsk baggrund i samfundet ved at bygge bro mellem dansk kultur, normer og værdier og andre kulturer.

Sidste år fik ti frivillige foreninger støtte til vidt forskellige integrationsprojekter i Billund Kommune, blandt andet Connect Billund, der er et netværk for medrejsende ægtefæller til ansatte på eksempelvis LEGO. Connect Billund har blandt andet arrangeret kaffe med danskere for at fremme integrationen.

Også en række idrætsforeninger har fået støtte. Eksempelvis har Billund IF Fodbold fået støtte til at sende fem elever i modtageklasserne på fodboldskole. Grindsted Badmintonklub har sikret sig støtte til at introducere flygtninge og indvandrere til badminton og den danske foreningskultur, mens Røde Kors Ungdom, der arrangerer fritidsklub for flygtningebørn og unge hver onsdag, også har opnået gode relationer til børnene og de unge ved hjælp af penge fra puljen.

– Et af kriterierne i Integrationspuljen er, at projekterne evalueres, og vi har i Beskæftigelsesudvalget fået evalueringer, der bekræfter, at pengene fra puljen gør stor gavn og får skabt relationer, der fremmer integrationen, og derfor glæder vi os naturligvis til at se, hvilke ansøgninger der kommer i år, siger Gitte Ottosen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget.

Her kan du læse mere om integrationspuljen og informationsmødet forud for ansøgningsfristen.