Kommunen klar med ekstra indsats for fyrede lufthavnsansatte

Foto: Billund Lufthavn


Billund Kommune og STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) er klar med en særlig indsats for at hjælpe de medarbejdere som Billund Lufthavn må afskedige på grund af Coronakrisen.

Helt konkret arbejdes der med en varslingsindsats, som kan bestå af hjælp og rådgivning til jobsøgning, match med konkrete job og målrettede tiltag i forhold til opkvalificering til job i brancher med behov for arbejdskraft.

– De seneste år har vi i Billund Kommune haft en af landets laveste ledighedsprocenter og mangel på arbejdskraft. Nu står vi i en helt anden situation, hvor virksomheder som her Billund Lufthavn er tvunget til at sige farvel til dygtige medarbejdere. Derfor er jeg meget glad for, at Billund Kommune sammen med STAR er klar til en særlig indsats, siger borgmester Ib Kristensen i en pressemeddelelse.

Billund Kommune og STAR er lige nu ved at forberede en ansøgning til varslingspuljen, som er en pulje, der er afsat til initiativer ved større afskedigelser i et lokalområde.

– Vi går nu i dialog med Billund Lufthavn om, hvordan vi bedst kan udmønte og koordinere varslingsindsatsen, siger Thomas Foged, der er direktør for Voksne og Stabe i Billund Kommune.

Målet er, at indsatsen er klar, når forhandlingerne i Billund Lufthavn er afsluttet, så de der bliver ledige hurtigt, kan få hjælp til at komme videre.