Kommunen må igen bremse op

Arkivfoto


Sidste år måtte Billund kommune lave noget af en opbremsning i økonomien, da budgettet ikke hang sammen. Det viste sig da også, at sidste års regnskab endte med et merforbrug på 26,9 mio. kroner i forhold til det budgetterede.

Og nu ser det ud til at kommunen er i nogenlunde samme situation i år. På en række områder har årets udgifter været væsentligt større end budgettet, og derfor er der nu lavet et prioriteringskatalog for at forhindre, at budgettet overskrides igen.

– Budgetopfølgninger har vist, at vi styrede mod en stor overskridelse allerede inden Coronakrisen, så det handler om at få skabt balance i budgettet og jeg vil gerne rose de politiske udvalg og forligspartierne for at tage et stort ansvar fælles ansvar for at få økonomien i balance, siger borgmester Ib Kristensen i en pressemeddelelse.

Der er arbejdet ud fra et prioriteringskatalog i hvert fagudvalg, og efterfølgende har forligspartierne bag budget 2020 holdt møde for at tage stilling til de prioriteringer, der på den ene eller anden måde berører beslutninger, der er en del af budgetforliget.

Nu præsenteres prioriteringskataloget så for det kommunale Hoved Med, inden det skal behandles politisk på tirsdagens byrådsmøde.

Kataloget indeholder i alt 42 områder, hvor der indstilles til, at man bremser op og stopper aktiviteter resten af 2020.

– Der er prioriteringer for i alt godt 17 millioner, og det er klart, at det får betydning for borgere og medarbejdere, der på nogen områder må undvære service og tiltag resten af året. Det er beklageligt, men som Byråd er vi nødt til at handle på udsigten til endnu et år med store budgetoverskridelser, siger Ib Kristensen.

Årsagerne til budgetoverskridelserne ligger især i Børneudvalget og Unge- og Kulturudvalget og udgifter til social- og sundhedsmæssige foranstaltninger for børn og unge.